Integral Teori

EN GUIDE TIL INTEGRAL PSYKOTERAPI

Integral terapi og principperne for integral psykoterapi:

Integral terapi er først og fremmest udviklet af Ken Wilber, som er en af verdens                            mest læste og oversatte nulevende filosoffer og teoretikere. Integral teori
er grundlæggende en filosofi baseret på syntese.

Wilbers hovedbidrag har været at knytte et bredt spektrum af tankeretninger sammen,                  som tilsyneladende er vidt forskellige (S. McIntosh, 2007). Det har han gjort inden for     psykoterapien samt mellem det terapeutiske område som sådan og de esoteriske og             meditative traditioner.                                                      

Modellens fem grundbestanddele – kvadranter, stadier, linjer, tilstande og typer vil blive gennemgået indgående i modulet om Integral teorien.

E N  G U I D E  T I L  I N T E G R A L  P S Y KO T E R A PI:

Den integrale models hovedformål er, hvis man skal prøve at sige det kortfattet,                                 at lære at sætte forskellige områder inden for menneskelig viden sammen,
så de supplerer hinanden. Integral teori tilstræber at sammenfatte flest mulige
synspunkter inden for en given problematik med henblik på at opnå mangesidige og             effektive løsninger på såvel individuelle som sociale problemer. Hvorfor gør folk ikke allerede det? Hvorfor er der brug for en integrerende metode?

Dette spørgsmål kan til en start besvares ved at pege på det moderne problem overspecialisering, de forskellige forskningstraditioners og teoretikeres tilbøjelighed til at holde sig inden for en ganske snæver niche og/eller perspektiv og samtidig ignorere hvad alle andre foretager sig.

Ofte sker der det, at folk, der skaber nye modeller og metoder, anstrenger sig nøje for at adskille
det, de gør, fra tidligere modeller og metoder, uden noget forsøg på at inddrage eller tage højde   for værdierne i dem. Problemer med hyperdifferentiering og teoretisk splittelse kan ifølge den integrale metode betragtes som symptomer på et større filosofisk problem, hvad enten de opstår inden for psykoterapien eller i andre praktiske eller akademiske discipliner. Og dette problem kan koges ned til det, vi som regel svarer på nogle særdeles basale spørgsmål som:
Hvad er virkeligt?

Hvad er vi reelt i stand til at forstå om os selv og universet?

Og hvordan kan vi opnå denne viden?”

Spørgsmål som disse er gennem tiden blevet besvaret på mange grundlæggende forskellige måder. Ydermere har der ofte ligget uovervejede forhåndsantagelser til grund for svarene, der er blevet brugt til at benægte eller afvise andre synspunkter. Hvis f.eks. en biolog betragter humanbiologi som den virkelige biologi, og at menneskelige tanker og følelser blot er en udvidelse af den, så er han eller hun mindre tilbøjelig til at betragte psykologi som ligeværdig i forhold til biologiske eller neurologiske fakta. På samme måde kan en psykolog tilsidesætte eller bagatellisere politiske og økonomiske spørgsmål, fordi de ud fra hans eller hendes specifikke orientering er sekundære i forhold til barndomsoplevelser. Der er et hav af måder, hvorpå ens
hovedorientering og professionelle observans kan bruges til at nedgøre andre
synspunkter.

Integral terapi og principperne for integral psykoterapi:

Selvom specialisering som sådan ikke nødvendigvis er et onde – der sker store fremskridt,              når folk fokuserer intenst på én ting – men det bliver problematisk, når de forskellige indsigter       og forståelser fra forskellige synspunkter ikke kan sættes i brugbar relation til hinanden.    Når fagfolk og intellektuelle ikke kan tænke ud fra mange perspektiver og finde værdien i konkurrerende
synspunkter, kan det have mærkbare negative virkninger, både når det drejer sig om komplekse individuelle problemer, og når de stridende idéer om det virkelige kæmpes på historiens store skueplads (Wilber, 1995).

Den integrale model repræsenterer en konstruktiv respons på overspecialisering og udgør det næste træk i forhold til intellektuel dialog og praktisk anvendelse. Den tilstræber at træde et skridt tilbage og identificere de generelle principper, der kan bidrage til at integrere eller skabe meningsfulde forbindelser mellem de forskellige discipliner på ny. Modellen påpeger specifikt, at
der kan etableres direkte forbindelse mellem de forskellige psykoterapeutiske
skoler og spirituelle retninger samt mellem de hårde (biologi, kemi etc.) og bløde videnskaber (statskundskab, økonomi etc.), kunst og moral.

For at gøre det helt klart og tydeligt, følger her den integrale filosofis grundtanker:
Hvad der er virkeligt og betydningsfuldt, afhænger af ens perspektiv.
Alle har i det mindste delvist ret i det, de anser for virkeligt og betydningsfuldt.
Når vi sammenfatter disse delvise perspektiver, kan vi udarbejde et
mere fuldkomment og brugbart sæt sandheder.
En persons perspektiv afhænger af fem centrale faktorer:

 – Hvordan personen opnår viden (personens primære perspektiv, værktøjer elle disciplin).

 – Niveauet, personens identitetsudvikling befinder sig på.

 – Personens udviklingsniveau på andre vigtige områder eller linjer.

Personens specifikke tilstand på ethvert givet tidspunkt.

 – Personens personlighedsstil eller -type (herunder den kulturelle og
kønsbetingede stil).


Disse aspekter af den integrale betragtningsmåde kaldes for AQAL, hvilket
står for alle kvadranter, alle niveauer, alle udviklingslinjer, alle tilstande og alle
typer – bliver hovedelementer i gennemgangen af Integral Teorien.

Mere viden på engelsk: https://integrallife.com/what-is-integral-approach/?fbclid=IwAR3PuPdLgKSUeZdlF8psKG2QWTlesz9c9rQK_9n12wBYbpTWyz83G-cuRMI

Hvorfor dette modul?

Du får en grundlæggende indsigt i at være integral – et menneske som evner at se sine medmennesker hvor de er i livet og at du som arbejdsgiver/leder bliver i stand til at inddrage dem på bedst mulig måde i virksomhedens organisation til glæde for fællesskabet.